Ude i skoven stod der sådant et nydeligt grantræ;det havde en god plads, sol kunne det få, luft var der nok af, og rundt om voksede mange større kammerater, både gran og fyr; men det lille grantræ var så ilter med at vokse;det tænkte ikke på den varme sol og den friske luft, det brød sig ikke om bønderbørnene der gik og småsnakkede, når de var ude at samle jordbær eller hindbær;tit kom de med en hel krukke fuld eller havde jordbær trukket på strå, så satte de sig ved det lille træ og sagde:»Nej! Hvor det er nydeligt lille!» Det ville træet slet ikke høre.
Året efter var det en lang stilt større, og året efter igjen var det endnu èn meget længere: thi på et grantræ kan man altid, efter de mange led, det har, se hvor mange år det har vokset.
«O, var jeg dog sådant et stort træ, som de andre!»sukkede det lille træ,»så kunne jeg brede mine grene så langt omkring og med toppen se ud i den vide verden!Fuglene ville da bygge rede imellem mine grene, og når det blæste kunne jeg nikke så fornemt, ligesom de andre der!»
Det havde slet ingen fornøjelse af solskinnet,af fuglene eller de røde skyer, som morgen og aften, sejlede hen over det.
Var det nu vinter, og sneen rundt omkring lå gnistrende hvid, så kom tit en hare springende,og satte lige over det lille træ, o,det var så ærgerligt! Men to vintre gik, og ved den tredje var træet så stort, at haren måtte gå uden om det. O, vokse,vokse,blive stor og gammel, det var dog det eneste dejlige i denne verden, tænkte træet.
I efeteråret kom altid brændehuggerne og fældede nogle af de største træer;det skete hvert år, og det unge grantræ, som nu var godt voksen, skælvede derved, thi de store. så ganske prægtige træer faldt med en knagen og bragen til jorden;frene blev hugget fra, de så ganske nøgne, lange og smalle ud; de var næsten ikke til at kende, men så blev de lagt på vogne, og heste trak dem af sted ud af skoven.

 

 

Hentet fra Grantræet av H.C.Andersen, fra juleheftet «Juleroser»

JULEKLEM FRA BEATHE